Det tager form
Et typisk kendetegn for Vadehavet er en havvendt barriere af sandøer og -banker. De er resultatet af moderate tidevandsforskelle såvel som sand, der tilføres af bølger fra det åbne hav og siden flyttes af vinden.
Havniveauets moderate, men konstante stigning har ført til større tidevandsbevægelser. I dag går de fra 1,5 til 4 meter. Der har ved mindre tidevandsforskelle end omkring 0,5 m udviklet sig ubrudte barrierer af landtanger og laguner. Over omkring 3,5 m’s tidevandsforskel forekommer der ikke længere barriereøer på grund af den store tidevandsbølge.
Tre regioner
Der ligger i det sydlige Vadehav tolv større barriereøer 5 til 15 km fra fastlandet og afskærmer tidevandsområdet mod bølger, der dannes af nordvestlige og nordlige vinde. I denne del kompenserer sedimenterne fra havet ikke helt for havniveauets stigning, og derfor bevæger øerne sig langsomt ind mod land.
I det centrale Vadehav overstiger tidevandsforskellene ofte 3 m. Her findes fire flodmundinger, som er årsag til et lavere og mere varierende saltindhold end i de andre to regioner. En havvendt kæde af barriereøer findes ikke. I denne del virker de tilførte sedimenter til at balancere havniveauets stigning.
I det nordlige Vadehav former otte øer og hævede sandbanker en havvendt barriere 5 til 25 km fra fastlandet. De fungerer som afskærmning mod bølger, der dannes af den dominerende vestenvind. I de fleste tilfælde kompenserer tilførslen af sedimenter ikke for havniveauets stigning med undtagelse af en overforsyning af sediment mellem Rømø og Fanø. Der er adskillige marskøer spredt ud over tidevandsområdet. De er levn fra et sammenhængende marskland, der sank under havets overflade i den sene middelalder. I den nordlige ende mødes havet af nogle pleistocæne klinter, som rejser sig ved kysten.
Satellitbilleder. albedo39 Satellitenbildwerkstatt e.K. (image processing), Brockmann Consult GmbH (scientific consulting), raw data: U.S. Geological Survey.
En kæde af tidevandsbassiner
Vadehavet er hydrologisk set en række af 39 selvstændige tidevandsbassiner. Hvert af disse bassiner har følgende kendetegn: marskområder, vadehav, tidevandsdyb, barriereøer og tidevandsdeltaer ved lavvande.
Tidevandbassinerne findes sammen med barriereøer og hævede sandbanker. Tidevandets bevægelse presses sammen mellem øer og banker, og skyller med kraftig strøm gennem tidevandsindløb på op til 30 m dybde. Bag barriereøerne forgrener de fleste indløb sig ind i større tidevandskanaler, som igen forgrener sig ind i stadigt mindre tidevandssøer eller -bække i et gentagende fraktalmønster.
Fordelingen af 39 tidevandsbassiner i Vadehavet. CWSS.
Sammenstemmende bølger, tidevand og vind
Bølge, tidevand og vind er vigtige kendetegn for Vadehavsområdet. Deres sammenspil dikterer Vadehavets udseende fra dag til dag.
To gange i døgnet flytter det indkommende tidevand i gennemsnit 15 km³ havvand gennem tidevandets kanalerne og indløb ind tidevandsbassinerne, hvor der ved lavvande tilbageholdes omtrent samme mængde. Derfor holder Vadehavet ved normal-flod på op til 30 km³ vand.
Kraftige pålandsvinde kan imidlertid skubbe mere vand ind i bassinerne, så vandstanden ved højvande når op til 4 m over det normale. Hvis disse oftest vestlige vinde varer ved, forbliver vadefladerne ofte under vand i adskillige dage. Det er en af grundene til, at havorganismer i Vadehavets tidevandszone er dominerende i forhold til landorganismerne.
Kraftig fralandsvind fra øst er mindre hyppigt, men når det forekommer, kan det skubbe tidevandet ned til 1,5 m under det normale niveau. På sådanne dage tørlægges lavere sandbanker og vadeflader, som normalt befinder sig under vandet ved højvande, og færgerne til nogle af øerne må blive i havn, fordi der ikke er vand nok til at sejle.
På grund af storme og ændringer i havniveauet er Vadehavets geomorfologi meget dynamisk. Hver dag viser det nye sider frem. Over tid dukker der nye øer op (Norderoog; DE), og andre forsvinder, som fx Bosch (NL), Buise (DE) og Jordsand (DK). Intet andet sted på kloden er der en mangfoldig og dynamisk kystlinje af samme skala.